Star Forge

Star Forge begynder med næsten ingenting: en reaktorkerne der kører i tomrummet, og et tryk der ryster en smule energi ud af den. Brug den på et solpanel, og dets vinger folder sig ud på den indre ring. Brug igen, og en dronehangar åbner sine porte, droner glider ud til asteroidebæltet og kommer tilbage tunge af legering. Hvert køb er et rigtigt objekt boltet fast på stationen, så den ring, du kigger på, er præcis den ring, du har betalt for, voksende fra to ensomme moduler til en fuld, tre lag dyb krave af reaktorer, raffinaderier, hangarer og dyson-kronblade omkring en kerne, der aldrig holder op med at gløde.

Tre ressourcer driver det hele. Energi kommer fra solpaneler, fusionsreaktorer og, meget senere, spejl-kronblade på størrelse med en måne; legering mines af droner og knækkes i raffinaderier; forskning siver ud af laboratorier og observatorier og køber de opgraderinger, der bøjer hele kurven — output-multiplikatorer, et længere udslag ved hvert tryk, hurtigere sonder, og en autofabrikator der stille og roligt køber det modul, der giver mest værdi, mens du ser dronerne arbejde. Priserne stiger med omkring femten procent per eksemplar, så stationen altid har et næste skridt og aldrig en blindgyde.

Når du har råd, opsender du en undersøgelsessonde på en lang, buet bane, der forsvinder ud i mørket i alt fra et halvt minut til flere. Når den lander, kortlægger den en verden, føjer den til himlen bag din station og låser den næste modultier op. Stationen bliver ved med at arbejde, mens fanebladet er lukket, i op til otte timer, og giver dig et kort over, hvad den tjente, og hvad dine sonder fandt, mens du var væk. På et tidspunkt er forløbet mere værd som brændstof end som station: warp til et nyt system, byt alt, du har bygget, for warpkerner der multiplicerer produktionen for evigt, og start ringen igen — hurtigere, lysere, med hver verden, du nogensinde har kortlagt, stadig hængende ovenover.